Coccidiose er en alvorlig trussel mod tarmsundheden hos grise. Coccidiose forårsaget af Cystoisospora suis er især udbredt hos smågrise; faktisk er det den hyppigste årsag til diarré hos smågrise der er 6-15 dage gamle. Hos ældre grise kan Eimeria spp. også spille en rolle, men den er mere almindeligt hos voksne grise.
Overførsel af coccidiose
At forstå hvordan coccidiose overføres er afgørende for at begrænse spredningen i stalden. Coccidier spredes via fækal-oral vej; tykvæggede coccidie oocyster findes i fæces fra inficerede dyr og indtages derefter gennem munden. Nogle oocyster kommer fra soen, men hovedparten af oocysterne i miljøet stammer fra andre smågrise.
Coccidiosens meget smitsomme karakter skyldes i høj grad egenskaber ved organismens oocyster. Selvom oocyster ikke er smitsomme, når de først er udskilt i afføringen, bliver de smitsomme inden for cirka tolv timer. Disse oocyster kan indtages af andre pattegrise med det samme eller de kan forblive i miljøet i lange perioder, inficere nye pattegrise og fastholde sygdomscyklussen.
Når de er indtaget, er coccidiale oocyster i stand til hurtigt at skabe en ny infektion. En nyinficeret smågris kan begynde at udskille oocyster inden for så lidt som fem dage, hvilket fører til hurtig spredning af coccidiose i kuldet.
Virkninger af coccidiose
Cystoisospora suis ses oftest hos 5- til 15 dage gamle smågrise, med et toppunkt ved 7-10 dages alderen. Berørte smågrise har pasta-agtig eller vandig diarré, som kan variere i farve fra hvid til gul. Coccidial diarré har ofte en dårlig lugt. De ramte smågrise tager ikke på i vægt, fordi de ikke er i stand til at optage næringsstoffer fra tarmen. Dehydrering, sløvhed og opkastning kan også forekomme.
Dødeligheden med ukompliceret coccidiose er typisk lav, men kan stige på grund af samtidig infektion med E. coli eller rotavirus. Men selv milde eller subkliniske infektioner kan have betydelige konsekvenser for berørte smågrise. Coccidiose fører til nedsat tarmsundhed, hvilket reducerer mængden af næringsstoffer, som grise kan optage gennem deres tarm. Dette medfører lavere vækstrater, dårlig foderudnyttelse og lavere fravænningsvægte. Derudover skal berørte grise ofte slagtes i en højere alder, hvilket øger deres foderforbrug og foderomkostninger.
Diagnose og behandling
Coccidiose diagnosticeres typisk ved mikroskopisk undersøgelse af afføringen. I nogle tilfælde diagnosticeres infektion ved obduktion, baseret på tilstedeværelsen af fortykkede tarme med en nekrotisk foring. Specialiserede diagnostiske tests, såsom antigen ELISA-tests og PCR-tests, er også tilgængelige.
De fleste dyrlæger anbefaler at forebygge coccidiose hos pattegrise med toltrazuril. En enkelt behandling med toltrazuril kan mindske forekomsten af diarré, reducere udskillelsen af oocyster i miljøet og fremme tilvæksten hos berørte smågrise.
Forebyggelse af coccidiose
Den effektive håndtering af coccidiose er centreret om to principper: hygiejne og forebyggende behandling af alle grise.
Hygiejne er afgørende for at reducere miljøforurening i farestalde. Farestalde bør desinficeres med damp eller godkendte desinfektionsmidler, fordi kun disse desinficeringsmetoder vil dræbe de hårdføre coccidiale oocyster, der kan forblive i miljøet. Intern smittebeskyttelse med skift af fodtøj og andre smittespredende genstande, kan også spille en rolle i at mindske overførslen af coccidiose.
Derudover bør alle grise i besætninger med problemer med coccidiose behandles. Fordi inficerede smågrise spreder store mængder af oocyster i miljøet, hvilket gør det muligt for denne infektion at sprede sig hurtigt gennem en besætning. Behandling af alle grise minimerer antallet af grise, der udskiller oocyster, hvilket mindsker infektions niveauet i farestalden.
Konklusion
Coccidiose er en tarmparasit med betydelige påvirkninger, selv hos smågrise med subklinisk infektion. Infektion gør smågrise mere modtagelige over for andre mave-tarmsygdomme og minimerer produktiviteten. Effektiv kontrol af coccidiose afhænger af effektive strategier for smittebeskyttelse og effektiv behandling af denne organisme.
1Aliaga-Leyton, A., Webster, E., Friendship, R., Dewey, C., Vilaça, K., & Peregrine, A. S. (2011). An observational study on the prevalence and impact of Isospora suis in suckling piglets in southwestern Ontario, and risk factors for shedding oocysts. The Canadian veterinary journal = La revue veterinaire canadienne, 52(2), 184-188.
2Joachim, A., & Mundt, H. C. (2011). Efficacy of sulfonamides and Baycox® against Isospora suis in experimental infections of suckling piglets. Parasitology research, 109(6), 1653-1659. https://doi.org/10.1007/s00436-011-2438-9.
